Zoroaster

Zoroaster, det græske navn på den iranske religionsstifter, som iranerne selv kaldte Zarathustra (nypersisk Zerduscht). Hverken om hans levetid eller hans hjemstavn ved vi klar besked. Sandsynligvis er han født i Nord- eller Østiran i tiden mellem 1000 og 600 f.Kr. Han var til på en tid, da folket i hans hjemstavn stod i overgangen fra nomadeliv til bosiddende landbrug, og hans virksomhed blev da på en gang en økonomisk og en religiøs reformation. Zoroaster blev landbrugets forkæmper over for nomade- og røverliv og ahuratroens forkæmper mod daevadyrkerne. Ahuraer og daevaer var to sæt af gamle naturguder, hvis respektive tilhængere efterhånden var kommet i skarp opposition til hinanden. Zoroaster forædlede ahuradyrkelsen, omformede den til en art monoteisme, idet der kun blev een ahura (Ahura Mazda), som stod over alle andre guddommelige væsener. Han rensede sin lære for de elementer af folketroen, som ikke passede i ensemblet, og gav den en ejendommelig, abstrakt filosofisk karakter, idet navnlig de seks amschaspander eller højere guder under Ahura Mazdas overhøjhed blev personifikationer af moralske begreber. Denne betingede monoteisme var forbundet med en betinget dualisme, idet der over for den gode, lyse og rene gudeverden kom til at stå en ond, mørk og uren djævleverden, hvori daeverne fik plads, og hvis overhoved blev Angro Mainjuseh. Men denne djævleverden var forud bestemt til engang at bukke under for Ahura Mazdas vælde. Indtil dette sker, hersker der en uafbrudt kamp mellem de to åndeverdener, og i denne kmap har mennesket sin plads og livsopgave. Derfor bliver udviklingen, fremskridtet, civilisationen, baseret på jordens dyrkning, den mest fortjenstfulde virksomhed, idet den er et led i kampen mod dødens og urenhedens magter.

De få positive oplysninger, vi har om Zoroasters liv, stammer mest fra de gathiske hymner. Vi hører her, at Zoroaster var af spitamidernes slægt, søn af Pouruschaspa, at hans hustru, Hvogvi, var brordatter af Djamaspa, kong Vischtaspas vesir. I disse to mænd, Vischtaspa og Djamaspa, havde Zoroaster trofaste beskyttere, men Vischtaspa var kun en lille provinsfyrste uden betydelig magt, og Zoroaster havde hårde kampe at overkomme med mægtige modstandere fra daevadyrkernes lejr. Senere Zoroaster-biografier, hvis resultater foreligger i den nypersiske Zerduschtnameh, har udsmykket profetens liv med en mængde legendariske træk.